Gå til hoved-indhold

VIKINGBUS styrker sin position på Sydsjælland samt Lolland-Falster

VIKINGBUS udvider med opkøbet af John´s Turistfart, der tæller 32 turistbusser og 40 medarbejdere.

Danmarks førende private busoperatør VIKINGBUS offentliggør endnu et stort opkøb blot tre måneder efter det seneste opkøb. Denne gang udvider VIKINGBUS på Lolland-Falster samt Sydsjælland ved at integrere selskabet John´s Turistfart. Den styrkede position er en del af målsætningen om at udvikle et stærkt landsdækkende busselskab med lokal forankring.

Fra d. 21. december 2021 satte VIKINGBUS farten op i det sydsjællandske og på Lolland-Falster med integrationen af John´s Turistfart, der tæller 32 turistbusser og 40 medarbejdere. Herefter råder VIKINGBUS over knap 840 busser og mere end 1.100 ansatte.

Opkøbet styrker VIKINGBUS’ langsigtede mål om at udbygge positionen som et landsdækkende busselskab med stærk lokal forankring.

”John’s Turistfart har i mange år været en vigtig aktør i lokalområdet og er nu blevet integreret med VIKINGBUS. Vi glæder os over den nye rejse med kendte og nye medarbejdere samt de tidligere ejere, som nu bliver en uundværlig del af det samlede VIKINGBUS. Med opkøbet styrker vi til en bredere og mere fleksibel landsdækkende busaktivitet med lokal forankring,” udtaler Mogens Pedersen, adm. direktør i VIKINGBUS.

Busoperatøren, der senest opkøbte selskabet Bedre Bus Service (BBS) i september i år, er langt fra færdige med de strategiske opkøb og ser ind i et 2022 med nye muligheder for en styrket lokal position.

Høj kvalitet og menneskeligt fokus

Selskabet John´s Turistfart, der bl.a. driver Rute 800, som kører mellem Falster og Odense, glæder sig også over integrationen med VIKINGBUS.

”Vi har haft en meget fin dialog med VIKINGBUS og processen kunne ikke være forløbet bedre. Det er helt tydeligt, at vi deler kerneværdier med VIKINGBUS, som gør os trygge ved overgangen. Den høje kvalitet og det menneskelige fokus fortsætter for både vores kunder og dygtige medarbejdere i det sydsjællandske,” siger John Jalkirwicz, der stiftede John´s Turistfart i 1992.

Alle 40 medarbejdere i John´s Turistfart fortsætter i VIKINGBUS, så kunderne vil også i fremtiden blive mødt af de samme chauffører og serviceorganer. Den mest synlige forandring er udseendet på busserne, der ikke længere prydes af det kendte ”John’s”, og de gule og lyserøde farver skiftes ud med VIKINGBUS’ blå, hvide og røde farver.

Den nyerhvervede base og værkstedet i Nykøbing Falster tilføjes til VIKINGBUS’ afdelinger i København, Køge, Lynge, Slagelse, Kalundborg, Vordingborg, Vester Skerninge, Vejle, Fredericia, Kolding, Brørup, Esbjerg, Skjern og Aarhus.

For yderligere information, kontakt venligst Mogens Pedersen, administrerende direktør for VIKINGBUS på telefon +45 40 51 17 47 eller mp@vikingbus.dk.

Om VIKINGBUS

VIKINGBUS er en dansk landsdækkende leverandør af mini-, rute og turistbuskørsel til kunder i Danmark og Europa inklusive rejsebureauer, private virksomheder, foreninger samt offentlige kunder, der serviceres inden for skolekørsel, handicap- og sygetransport samt rute- og bybuskørsel. VIKINGBUS har mere end 1.100 medarbejdere og omsatte for cirka 800 millioner kroner i 2019 (proforma). Polaris ejer selskabet sammen med de oprindelige stiftere. Læs mere på www.VIKINGBUS.dk.